Lægebaldrian

Latin - Valeriana officinali Historisk lægeurt med elegance og beroligende duft Lægebaldrian er en statelig staude, der med sine høje, luftige blomsterstængler og delikate skærme bringer både struktur og en helt særlig duft til haven. Den er kendt siden oldtiden for sine beroligende egenskaber, men i dag værdsættes den mindst lige så højt for sit smukke, vilde udseende og sin evne til at tiltrække liv til haven. Beskrivelse Valeriana officinalis er en flerårig staude , der er ekstremt hårdfør. Planten starter foråret med en flot roset af fjersnitdelte, mørkegrønne blade. Fra denne roset skyder de kraftige, hule stængler vejret og ender i store, forgrenede blomsterskærme. Blomstring: I juni/juli springer de små, duftende blomster ud i nuancer fra hvid til lys rosa. Højde: Planten er imponerende og bliver typisk 120–150 cm høj , hvilket gør den til en fremragende baggrundsplante. Biodiversitet: Blomsterne er en magnet for især natsværmere, humlebier og svirrefluer. Voksested og anvendelse Lægebaldrian er oprindeligt en vild plante, man finder i fugtige enge og langs vandløb, hvilket gør den meget robust. Lys: Trives bedst i fuld sol til halvskygge . Jordbund: Foretrækker en fugtig, næringsrig og muldet jord . Den tåler ikke udtørring særlig godt, så den er ideel til havens fugtige områder eller nær en havedam. I haven: Den egner sig perfekt til naturhaver, "cottage gardens" eller som den høje struktur i det blandede staudebed. Da den er ret høj, fungerer den bedst bagerst i bedet. Pasning og pleje Lægebaldrian kræver ikke meget arbejde, så længe den har adgang til vand: Vanding: Det er vigtigt at holde jorden jævnt fugtig, især i tørre sommerperioder. Beskæring: Klip de visne blomsterstængler ned efter blomstring for at holde planten pæn. Opbinding: På grund af højden kan det i vindudsatte haver være nødvendigt med en let støtte eller opbinding, så stænglerne ikke knækker i sommerstorme. Vinter: Planten visner helt ned om vinteren og klippes tilbage til…